| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
Der var god tid om morgenen. Morgenmaden bestod igen af engelsk breakfast - det bliver man hurtig træt af, så i morgen må den stå på yughurt i stedet.
Kl. 9 var der afgang med bussen, så vi var linet op foran hotellet, mens vi ventede.
Trafikken var hektisk, da vi trillede ud af Galway mod vest. Det blev bedre, da vi var kommet ud af byen. Mens vi kørte mod Connemara bjergene, fortalte Claus om Irlands historie. Det er fantastisk, som han kan sidde uden manuskript og underholde os i næsten en time med hans fortælling om Irland i fortiden. Vi fik bl.a. historien om Newgrange. En 5.500 år gammel, rund bygning ved Dublin. Hvert år - hvis solen ellers skinner - den 21. december falder sollyset sådan, at bygningens indre bliver lyst op af solens første solstråler og skaber et magisk lys. bygningens tag er fuldstændig tæt og som Claus sagde, så kan man i dag ikke engang bygge et tag, der kan holde i 50 år.
Vejret på turen var lidt blandet med sol og regn. Da vi nærmede os bjergene mod vest, dukkede en flot regnbue op.
Claus’ historietime sluttede med Normannernes erobring af Irland i (vistnok) 1.100 tallet.
Vi nåede til en lille by Cliften, hvor der var en kort tisse/provianteringspause.
I Cliften nåede vi frem til Atlanterhavet og vores chauffør sendte os ud på en meget høj og stejl sky road, som Claus fik snakket op, så alle var noget nervøse. Der var ikke meget plads på vejen, så det var lidt bøvlet, når vi mødte modkørende og selv om vores bus var stor, var der fin plads til, at vi kom igennem sky road.
Der blev også plads til, at vi kunne gøre et lille stop og få taget billeder i den stride blæst.
Turen fortsatte til Connemara National Park, hvor der var mulighed for en vandretur. Claus havde proklameret, at det var muligt at bestige bjerget Diamond Hill på knap 600 meter. Men han ville godt godkende dem, der skulle op på bjerget, for det var en tur, der krævede en vis erfaring.
Marie og jeg havde både erfaringen og det rigtige fodtøj på, men jeg havde besluttet, at jeg ikke ville okse op på bjerget. Jeg havde set Youtube videoer fra turen og vel er udsigten fin, men det er et klassisk op og ned bjerg.
Så vi fulgte med truppen ud på en ca. 3 km. tur op af Diamond Hill (turen til toppen var omkring 7 km.). På et tidspunkt delte ruten sig ved en stor sten. Claus bød på en Tullamore Dew som præmie for at være nået dertil. Det er, som Claus udtrykte det, en fin formiddags whiskey.
4-5 gæster samlede mod til at gå et stykke op af Diamond Hill, mens vi andre fortsatte ned mod restauranten Clover Fox. Jeg havde glædet mig til at smage deres Seafood Showder, men der var udsolgt, så jeg måtte nøjes med fish & Chips.
Ved 14:30 tiden var der atter afgang med bussen. Dem, der var gået en tur op af Diamond Hill, var nået helt til toppen og kom tilbage i rask gang. Det havde været en hård tur, fordi der ikke var så meget tid.
Vi fortsatte turen gennem Connemara bjergene og kørte tilbage mod Galway. Langs med Killary Fjord ind til bunden af fjorden med bjerge på begge sider. Ved bunden af fjorden stoppede vi ved Killary Harbour i Leenaun. Her var der mulighed for at se på et uldmuseum eller tage på Hamilton’s Bar, der har været brugt i filmen The Field. Claus fortalte om filmen, der har en meget langsom handling og varer over 3 timer. Alligevel skulle den være seværdig.
Så var programmet for dagen stort set overstået og bussen fortsatte mod Galway, mens Claus fortalte 2. del om Irlands historie. Det var tungt stof og jeg var glad for, at jeg ikke skulle høres i historien bagefter. Jeg kan dog sige så meget, at det var en lang lidelseshistorie om konflikterne mellem Irland og England. Den del pågår stadig, selv om antallet af englændere i Irland ikke er så høj.
Vi nåede frem til Galway i myldretidstrafikken og vores chauffør prøvede med nogle alternative veje ind mod centrum. Det gik fint og snart blev vi sat af på en gade tæt ved hotellet.
Resten af aftenen var fri, så vi startede med at tage et bad og få en kop kaffe på værelset. Kl. 19:15 gik vi hen mod oste- og vin caféen, hvor vi havde bestilt bord dagen før. Caféen var fyldt med et enkelt hold, men de var på vej ud. Ejeren skulle kun bruge få minutter til at rydde af efter gæsterne og i løbet af kort tid var der plads til en ny omgang fuld hus ved de 6 borde.
Vi fik et glas cava til at starte med. Det var rester fra det forrige selskab, forklarede værten.
Aftensmaden bestod af et oste- og pølsebræt. Vi skulle vælge ostene blandt 40 forskellige oste. Det var et super koncept, som ikke krævede et stort køkken med mange medarbejdere. De var kun to til at passe caféen.
Vi nød maden og den gode rødvin, som værten kyndigt havde udpeget for os og der gik hurtigt to timer med det traktement.
Efter det gode traktement defilerede vi hen mod Munroes, hvor der skulle være live musik med en af Claus’ “sønner”. Kort før vi nåede hen til Munroes, spottede jeg et skilt, hvor der stod “international beers”. Stedet hed Salt House. Kunne det virkelig være rigtigt, at vi kunne få andet øl end de sædvanlige 4 - 6. Det måtte vi lige tjekke ud.
20 haner med mange spændende øl. Vi fik et par stykker inden vi fortsatte til Monroes.
På Monroes var der god musik og høj stemning. Vi bestilte en irish coffee og en varm whiskey. Det smager super men trætheden begyndte at melde sig.
Efter en lille time besluttede vi at vende tilbage til hotellet. Kufferterne var pakket, så vi var klar til afgang næste morgen.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |